Er en erhvervskonto et krav?
Nej, ikke efter loven. Bogføringsloven skelner ikke mellem private og erhvervsmæssige konti, men alle virksomhedens transaktioner skal registreres og dokumenteres med bilag. Bruger du samme konto til både privat og erhverv, skal du altså kunne adskille posterne i bogføringen.
Banken kan til gengæld stille krav. Finanstilsynet oplyser, at en bank kan kræve, at din private konto kun bruges til private formål. Det skyldes hvidvaskreglerne: Banken skal forstå, hvad pengene på kontoen bruges til.
NemKonto til dit CVR-nummer
Når du har et CVR-nummer, skal du anmelde en NemKonto til virksomheden, senest når du skal modtage den første betaling fra det offentlige, fx en momstilbagebetaling. Virksomheden kan kun have én NemKonto.
Skattestyrelsen skriver, at virksomhedens NemKonto bør være en erhvervskonto. Det er en anbefaling og ikke et forbud, men det er endnu et argument for at holde virksomhedens penge på en særskilt konto.
Du hæfter personligt – kontoen ændrer det ikke
Som ejer af en enkeltmandsvirksomhed hæfter du personligt, direkte og ubegrænset for virksomhedens gæld. Private kreditorer og virksomhedens kreditorer står lige. En separat erhvervskonto ændrer ikke på hæftelsen, men den gør det lettere at se, hvad der er virksomhedens økonomi.
Vil du begrænse din personlige hæftelse, er et anpartsselskab et alternativ. Se vores guide til erhvervskonto til ApS.
Digital bogføring: grænsen på 300.000 kr.
Personligt ejede virksomheder skal bruge et digitalt bogføringssystem fra starten af det indkomstår, der følger efter to indkomstår i træk med en nettoomsætning over 300.000 kr. i hvert år. Reglerne gælder fra 1. januar 2026. For en eksisterende virksomhed med kalenderåret som indkomstår og omsætning over grænsen i både 2024 og 2025 gælder pligten derfor allerede fra 1. januar 2026. Fra det tidspunkt, virksomheden omfattes, skal bilag også opbevares digitalt.
En nystiftet virksomhed er tidligst omfattet fra starten af sit tredje indkomstår, når den faktiske omsætning i begge de første indkomstår overstiger grænsen. Indkomstårene behøver ikke være fulde kalenderår.
Registrerede bogføringssystemer skal kunne afstemme bogføringen mod bankkontoen. Det fungerer klart bedst, når kontoen kun indeholder virksomhedens posteringer. Læs mere om bankintegration i regnskabsprogrammet.
| Privatkonto til begge dele | Separat erhvervskonto | |
|---|---|---|
| Lovkrav | Tilladt efter bogføringsloven | Ikke et lovkrav |
| Bankens vilkår | Banken kan kræve privat brug | Beregnet til erhverv |
| NemKonto til CVR | Skat anbefaler en erhvervskonto | Opfylder anbefalingen |
| Bankafstemning | Private poster skal sorteres fra | Kun virksomhedens poster |
| Pris | Ofte ingen ekstra udgift | Fra 0 kr. om måneden og op |
Sådan vælger du konto til en lille virksomhed
Mange enkeltmandsvirksomheder har få betalinger om måneden. Her kan en billig eller gratis plan være nok, men se på hele årets pris: oprettelse, abonnement, pris pr. betaling, kort og valuta. Har du kunder i udlandet, kan valutagebyrer betyde mere end månedsprisen.
Sammenlign seks udbydere på pris, NemKonto, danske betalinger og valuta i vores sammenligning af erhvervskonti. Skal kontoen kobles til bogføringen, så se vores oversigt over regnskabsprogrammer.
Hvis banken siger nej
Siden 1. januar 2025 har virksomheder med hjemsted og adresse i Danmark haft ret til en basal erhvervskonto hos de omfattede banker, fx Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Nykredit Bank. For en enkeltmandsvirksomhed uden direktion betyder bopælskravet, at ejeren skal bo i Danmark.
Kontoen dækker overførsler, kortbetalinger, betalingsservice og kontantindbetalinger op til 20.000 kr. om måneden. Banken skal åbne kontoen eller give afslag inden 10 arbejdsdage efter en fuldstændig ansøgning, og prisen skal være gratis eller rimelig. Banken kan blandt andet afslå, hvis du ikke leverer de nødvendige kundekendskabsoplysninger, eller allerede har en tilsvarende betalingskonto i Danmark, som ikke skal lukkes.